Sådan fungerer IPTV
Hvis det ikke skulle være gået op for dig, er fremtidens TV internetbaseret og leveres over internettet som IPTV. Bag funktionaliteten i IPTV gemmer sig års udviklingsarbejde og et gedigent kommunikationsnetværk. Få indblik i, hvordan IP-TV fungerer fra fiberkabel til TV-skærm.
Tekst: Ida Byager Schjærff. Foto: Christopher RoosLige nu kan du se video i HD-kvalitet. Fremtidens ambition for mange tjenesteudbydere er imidlertid også at få så mange TV kanaler som muligt ud i HD-kvalitet.
Set-Top-Boksen, en minicomputer
Forudsætningen for, at du som bruger, får det optimale ud af dit nye HD fjernsyn, når du ser TV, ligger i samspillet mellem softwaren på servere hos tjenesteudbyderen og den software som sidder i brugerens Set-Top-Boks, (STB). STB´en er en lille computer med browser. Over TV billedet lægges det grafiklag, som udgør brugerfladen og
TV´ets fjernbetjening erstatter musen som navigation til TV, video og andet On Demand indhold (OD). Heri det interaktive element i IPTV. Softwaren i computeren, som bl.a. Nordija udvikler og som bredt betegnes middleware, sørger for at kalde de TV-kanaler, brugeren har valgt og henter dem ud til TV-skærmen, som egentlig blot fungerer som en monitor.
Via POP
Signalet modtages som vanligt fra andre systemer, og streames til STB´en. Fiberforbindelsen leverer det landsdækkende fibernet, som el-tele- eller internetudbyderen er koblet op på. Vælger brugeren at få fiber ført direkte til huset, placeres på villavejen en POP-boks, hvorfra hver husstand modtager det digitale signal. POP´en router de digitale strømme til husstandens internetstik.
Løsningens kompleksitet
En IPTV løsning udvikles ikke på en nat. Fra STB´en går et komplekst net af kommunikationsveje. Her er, hvad der sker i løsningens back-end, når en bruger f.eks. bestiller en video til aftenkaffen:
STB´en sender en anmodning til videoserveren om at se filmen. Da indholdet er krypteret, sendes anmodningen videre via krypteringsserveren, som identificerer nøglen, og godkender den. Samtidigt sendes en anmodning til streaming serveren, som skal levere filmen, og når lejeren er identificeret og godkendt, modtager STB´en signalet, og brugeren kan aktivere filmen. Det tager milisekunder, men der er 11 kommandostrømme alene i den eventhåndtering.
Og sådan fortsætter det, hver gang brugeren trykker på fjernbetjeningen. Det tager sekunder, men fra den lille effektive boks aktiveres et stort, velsmurt supermonster af en kommunikationsløsning, som gør at brugeren så enkelt som i de gamle analoge dage kan se TV til tiden - i digital højkvalitet!