Fiber til Hjemmet
Energiselskabet NVE har siden 1913 forsynet Nordvestsjælland med el og varme. Den 1. december 2002 blev det suppleret med et stærkt innovativt bredbåndsprodukt.
NVE har gennem længere tid lagt lyslederkabler (fiber) i deres eget område og desuden forbundet sig til andre store netværk i Danmark. Baseret på denne infrastruktur har NVE skabt ‘Fiber til Hjemmet’ som vender op og ned på gamle forestillinger om hvordan Internet, TV og telefoni ser ud i private hjem.
'Fiber til Hjemmet' leverer superhurtige internetforbindelser, telefoni samt digitalt TV med TV portal, program-guide, avancerede videofunktioner og e-mail. Alt dette leveres fra en serverinstallation til fjernsynet via en såkaldt Set-top-box og alle tjenester leveres gennem et og samme kabel.
Nordija har ansvaret for udvikling af produktets softwaredel. Der er tale om en kompleks opgave med koordinering af leverancer fra flere leverandører og innovativ teknik. F.eks. er portalen integreret med den hardware, som sørger for video on demand og systemet håndterer ligeledes kunde- og fakturadata.
“Vi har haft en tæt dialog med Nordija siden idéfasen” fortæller Henning Buchardt fra NVE og fortsætter: “De har hele vejen igennem demonstreret både teknisk kompetence, fleksibilitet og en god forståelse for vores forretning”.
Lynhurtigt internet og Interaktivt TV er nu en del af hverdagen for NVE's kunder. 'Fiber til Hjemmet' er en løsning, som placerer NVE blandt Europas mest interessante leverandører af tjenester over bredbånd. Det betyder nye og spændende muligheder til private hjem i hele Danmark.